|
Tom Buk-Swienty, der er forfatter og lektor ved Center for Journalistik
på Syddansk Universitet, har bygget sin bog op over det tragiske danske
nederlag, som så mange andre forfattere tidligere har skrevet om. Men denne bog
er anderledes derved, at man følger enkeltpersoners gøren og laden under de
dramatiske begivenheder. Høj som lav - fra generalen højt til hest til den
menige soldat, der ligger presset mod jorden med kammeraternes indvolde tværet
ud over ansigt og uniform. I al sin ulidelige grusomhed.
I det enorme researcharbejde, der ligger bag denne bog, er anvendt breve og
dagbøger, der ikke tidligere har været anvendt i dansk historieskrivning. Tyske
kilder er med til at give skildringerne et for os hidtil ukendt nuanceret
billede af begivenhederne, som var en følge af en amatøragtig og ulykkelig
beslutningsproces truffet af udygtige nationalistiske politikere og vankelmodige
generaler. Danmark mistede ved prøjsernes sejr i 1864 halvdelen af landet samt
en tredjedel af befolkningen, hvortil der senere kom et diplomatisk nederlag,
som alt sammen var med til at skabe et Dybbøl-syndrom, der kan sammenlignes med
amerikanernes Vietnamsyndrom, som blev kendt mange år senere. De unge danske
soldater blev ved deres hjemvenden mødt med foragt, fyråb og spytklatter.
Tom Buk-Swienty vil fortælle om sin bog og dens tilblivelse samt de
overvejelser, man kan gøre sig i dag, hvor danske soldater ude i krigszoner skal
manøvrere i et internationalt regi. |
|