Bent A. Koch - 1/12 kl 19:00
Adventsmøde - 60 års historie
Odense Friskole

     
 

Bent A. Koch siger selv, at han akkurat nåede IKKE at komme for sent til besættelsen. Han er født 1928, og var altså kun 12 år den 9. april 1940. Men alligevel var han med i den store hjælpeaktion for danske jøder i oktober 1943, og fra foråret 1944 var han aktiv i modstandsbevægelsen Holger Danske, der bl.a. stod for de omdiskuterede stikkerlikvideringer.

Journalist blev han i 1945 ved Dansk Samlings avis, Morgenbladet. I 1948 kom han til Kristeligt Dagblad, hvor han i 1959 blev chefredaktør - en af landets yngste. Herfra gik vejen i 1971 til Ritzaus Bureau, som han var chef for. I 1982 blev han chefredaktør og direktør for Fyens Stiftstidende. I 1995 faldt han for aldersgrænsen, men er stadig knyttet til avisen som politisk kommentator.
Ved siden af sit arbejde som bladmand, hvor ikke mindst presseetikken optog ham, har Bent A. Koch engageret sig stærkt i højskolebevægelsen, grænsearbejdet, det kirkelige liv, i Islands kamp for at få håndskrifterne hjem og i Israel-Palæstina konflikten.

I mere end 60 år - to generationer - har han levet med i tiden, taget dens puls og kommenteret den. Det er dermed en LIVSFORTÆLLING, vi skal høre - et Mands-minde-foredrag.