Lars Olsen - 11/11 kl 19:00
"Eliternes Triumf" - Folkestyret under pres
Odense Fagskole

     
 

I over 25 år har forfatteren og journalisten Lars Olsen, der er uddannet cand. phil., beskæftiget sig med samfundsforhold. I en årrække var han Christiansborg-journalist, men han har i de seneste ti år skrevet om skel i det danske samfund. Blandt andet bøgerne ”Eliternes Triumf” (2010) og ”Den nye ulighed” (2007).

 

Han vil her fortælle om hovedpointerne i sin meget omtalte - og omdiskuterede - debatbog ”Eliternes Triumf”.

 

Over 70% af de yngre folketingsmedlemmer er i dag akademikere eller studerende på akademiske uddannelser. For bare en generation siden var det anderledes. Næsten halvdelen af folketingsmedlemmer-ne var faglærte eller ufaglærte, og mange havde praktisk erfaring som arbejdere eller landmænd.

 

Lars Olsen beretter om dette skifte og dets konsekvenser. Han tager også tilhørerne med på en lille rejse tilbage i tiden til de kampe, der i 1800- og 1900-tallet banede vej for folkestyret. Det var i høj grad de brede folkelige bevægelser blandt arbejdere og bønder, som skabte det danske demokrati.

 

Disse års samfundsudvikling repræsenterer et dramatisk brud med forestillingerne om det danske folkestyre. Det er storbyernes eliter af embedsmænd, eksperter og politikere, som sætter deres fore­stillinger igennem, for eksempel i reformer af politi, kommuner, uddannelser m.v. Konsekvensen er et samfund med større skel - og andre brudflader.