Jens Rosendal - 22/9 kl 19:00
Sangaften
Henriette Hørlücks Skole

     
 

Igen i år åbner Henriette Hørlücks Skole dørene for os og lader os genopleve foreningens gamle sal fra 1909. Vi indleder den nye sæson med en sangaften med den landskendte højskolelærer og tekstforfatter Jens Rosendal. Vi vil blive præsenteret for sange og salmer på hjertesproget, og vi kommer til at høre og synge med på såvel hans sange som hans salmer. Jens Rosendal er født i Thorshøj ved Sæby men vokset op i Vendsyssel. I årene 1965-1988 var han højskolelærer på Løgumkloster Høj-skole og indtil 1995 på Jaruplund Højskole. Han har des-uden været redaktør på Højskolebladet og modtog for nogle år siden ”Den folkelige sangs pris”.
 

Jens Rosendal har i mange år skrevet ”masser af digte og sange og sommetider forsøg på salmer”, som han selv udtrykker det. Hans omfattende forfatterskab rummer lyrik og prosa, sange og salmer. Han har fået 2 salmer med i Salmebogen 2002, og i den 18. udgave af Højskolesangbogen er han repræsenteret med hele 13 sange. Som tekstforfatter har han sammen med Ole Ugilt Jensen som komponist lavet ”Evangeliesange” – 134 sange – én til hver af kirkeårenes evangelietekster.
 

Den folkelige sang er jo hverken finkulturel eller artistisk. Her er der ikke mulighed for at vælge roller eller temaer som i andre kunstarter. Skal den folkelige sang være ægte, er du nødt til at investere dig selv i den – og det gælder både, når du skriver og synger, fordi den gode folkelige sang benytter sig af hjertesproget, hvor vi er helt inde og røre ved det, der virkelig betyder noget for os som mennesker.