Thue Kjærhus - 9/11 kl 19:00
Europafortællinger
Odense Fagskole

     
 

Højskoleforstander Thue Kjærhus, der er kendt som forfatter og debattør, er leder på Rønshoved Højskole sammen med sin hustru Nina, og han vil denne aften give os et overblik over Europas historie. Han er kandidat i samfundsfag og har desuden studeret psykologi og idéhistorie, og han har været fast klummeskriver ved Dagbladet Information siden 2006. I syv år var han chef for LedelsesAkademiet i Slagelse, og han er medforfatter til bøgerne Sønderjysk kulturhistorie (2005), Storm over Europa (2006) og 11 Konservative tænkere (2010).

 

Tidligere var han medlem af Trykkefrihedsselskabet men er nu medlem af Fri Debat.

Fri Debat, der blev grundlagt i januar 2010, er et tværpolitisk netværk, hvis formål er at styrke bevidstheden om og forsvaret af ytringsfriheden i den offentlige debat. Netværket består af folk på tværs af det politiske spektrum.

 

I foredraget Europafortællinger vil Thue Kjærhus komme ind på Europas politiske og kulturelle historie i det 20. århundrede med afsæt i bl.a. de enkelte nationers hovedstæder. Han vil komme ind på både kulturelle, politiske, økonomiske og musiske elementer i den europæiske mosaik såvel i Vest-, Øst- som Centraleuropa.