Søren Ryge - 24/11 kl 19:00
Historier fra Danmark
Odense Fagskole

     
 

Med særlig vægt på sin opvækst i Sydslesvig vil journalist og forfatter Søren Ryge Petersen fortælle historier fra Danmark. Den kendte TV-vært er uddannet cand. phil. i dansk ved Aarhus Universitet. Han er selvlært haveeks-pert og var redaktør af Det Danske Haveselskabs blad ”Haven” 1978-90. Indtil nu har han lavet langt over hundrede TV-udsendelser for DR, og de fleste vil kende ham for de særlige udsendelser om natur og mennesker – med den behagelige og afslappende underlægningsmusik.

 

Gennem 17 år optog han bl.a. den gribende serie om Anders og Julius, der til julen 2010 blev udgivet på DVD og blev årets bestseller. I syv programmer følger man de to flittige og sparsommelige brødre på Djursland – deres baggrund samt daglige liv og færden. Et journalistisk mesterværk.

 

Søren Ryge Petersen tilbragte sine barneår og har haft sin opvækst indtil 15 års alderen på skolen i den lille tyske landsby Achtrup (Agtrup) i Kreis Nordfriesland ca. 25 km SØ for Tønder i årene umiddelbart efter afslutningen på 2. verdenskrig. Han har i et par TV-udsendelser taget seerne med til dette barndommens land, fortalt om minder og mødt nogle af de mennesker, han har kendt siden dengang.