Torben Krebs - 15/3 kl. 19:00
Musik i selskab med to dronninger - Generalforsamling

Ansgars Kirke, Ansgargården,

Sdr. Boulevard 1, 5000 Odense C
 

     
 

Generalforsamlingen 2012 holdes i Ansgargården efter, at organist ved Ansgars Kirke Torben Krebs har demonstre-ret kirkens to orgler for os i selve kirken. Torben Krebs er uddannet ved Det fynske Musikkonservatorium i 1992. Efterfølgende har han etableret sig som en yderst flittig solist med engagementer i Europa og USA samt ved CD-indspilninger. Han blev prisvinder og senere dommer ved flere internationale orgelkonkurrencer. Foruden sit orga-nistarbejde fungerer han som Kirkeministeriets orgel-konsulent for Vestdanmark, hvor han rådgiver menigheds-råd i orgelsager.

 

Ansgars Kirke blev indviet i 1902 og var den første kirke, der blev bygget i Odense siden middelalderen, og den danner i dag rammen om et levende og mangfoldigt menighedsliv. Et stort amatørkor på 30-35 medlemmer ledes af Torben Krebs.

 

Kirkeorglet kaldes ikke uden grund for ”Musik-instrumenternes Dronning”, og næsten enhver dansk kirke huser mindst ét medlem af denne royale stand. Ja, der findes sågar steder, hvor også dronningens søster kan opleves. Således i Ansgars Kirke i Odense, hvor man – populært sagt – kan finde det bedste af to verdener. Foruden et stort typisk dansk Marcussen-orgel fra 1971 huser kirken noget så eksotisk som et ”elektroakustisk” orgel, disponeret med forbillede i bl.a. de store katedralorgler fra Victoriatidens England. Hvordan disse to højst forskellige medlemmer af dronningestanden klinger og supplerer hinanden, vil organist Torben Krebs vise denne aften. Der bliver mulighed for at høre, se og røre ved instrumenterne, og frem for alt bliver der plads til fascination: intet andet instrument end orglet kan fremvise et så altomfattende klangligt univers!

 

Forud for den ordinære generalforsamling i Ansgargården vil Odense Højskoleforening være vært for aftenens traktement.