Erik Norman Svendsen - 20/3 kl. 19:00
For Gud, konge og fædreland
Odense Fagskole

     
 

Inden Erik Norman Svendsen blev biskop over Københavns Stift i 1992, havde han en lang gejstlig karriere bag sig, siden han i 1968 blev cand. theol. fra Københavns Universitet. Først som kapellan ved Sundkirken og Brønshøj Kirke og siden sognepræst i henholdsvis Skovlunde og Dragør. I nogle år mellem de to præstestillinger bestred han hvervet som generalsekretær i Kirkefondet.

I 1993 blev han udpeget til formand for Salmebogskommissionen, der havde til opgave at sammensætte en ny salmebog til afløsning for den fra 1953. Det var et stort og omfattende stykke arbejde, der først – efter mange besværligheder og forhindringer – lå færdig i 2002.

I dag er han kongehusets præst, kongelig konfessionarius, og knyttet til Garnisons Kirke. Han har viet kronprinseparret, prins Joachim og prinsesse Marie, døbt deres børn. Han har særlig været optaget af folkekirkens forhold til samfundet og andre religioner, og han har som biskop i København besøgt danske kirker over hele verden og har skrevet en række bøger om kirkelige og teologiske emner samt erindringsbogen fra 2010: Fra Nørrebro til Nørregade.

Han har naturligvis blandet sig i den kirkelige og teologiske debat. Men også i samfundsdebatten i det hele taget, og det lige fra problemstillinger omkring Danmarks deltagelse i krigs- og fredsbevarende styrker til en dansk trafikkultur i forfald.