Virksomhedsbesøg - 14/5 kl. 10:00-13:00
Herregården Gyldensteen
P-pladsen v. Gyldensteen

     
 

Her vil der blive mulighed for at se en ganske speciel virksomhed indrettet på den gamle herregård Gyldensteen, som i dag ejes og drives af Victoria og Frants Bernstorff-Gyldensteen. Oprindelig blev gården drevet som konventionelt landbrug, men i dag har den udviklet sig til at være et af Danmarks største frilandsgartnerier. Det har i en årrække været almindelig kendt, at man i det milde kystnære klima har haft en stor produktion af spiseløg, men der produceres også andre grøntsager af høj kvalitet f.eks. rødløg, blad- og knoldselleri, porrer samt æbler, og et af de senest tilkomne produkter er koldpresset æblemost, som sælges til udvalgte bu­tikker, hoteller og restauranter. I dag er Gyldensteen den største løgproducent nord for Hamborg, og produktionen dækker 25% af det danske marked.

Det dyrkede landbrugsareal udgør 1.339 hektar med hovedafgrøderne hvede og byg samt græsfrø. I landbruget beskæftiges året rundt 10 medarbejdere, og inden for frugt og grønt er der fast 15 medarbejdere, men i de travleste perioder er i alt ca. 60 lønnede personer.

Skovarealerne på i alt 365 hektar fordeler sig på 40% nåletræer og 60% løvtræer. HedeDanmark varetager den overordnede planlægning af skovens drift, og der udføres maskinstationsarbejde for andre skovdyrkere. Derudover er der i virksomheden natur & jagt samt udlejningsvirksomhed.

Under besøget vil der blive tale om en orientering og rundvisning på selve avlsgården, hvorfra driften udgår, derefter går turen til parken, hvor der lægges mere vægt på den historiske baggrund.

Deltagerantal maks. 40
Bindende tilmelding fra mandag den 20. august kl.10 til torsdag den 5. januar til Henni Ahlefeldt-Laurvig, Blåbærvej 104, 5260 Odense S. Mail: ahle-vig@galnet.dk tlf.: 6614 0980.

Mødested: P-pladsen v. Gyldensteen, Gyldensteensvej 101, 5400 Bogense

Husk madpakke, drikkevarer og fornuftig påklædning samt terrængående fodtøj.