Højskoleophold - 6/6 kl. 19:00
Rønshoved Højskole
 

     
 

Rønshoved Højskole er en almen grundtvigsk højskole grundlagt af Julie og Aage Møller i 1921 – lige efter genforeningen. Aage Møller blev født i Odense i 1885, var elev på Askov Højskole og senere lærer på Ry Højskole, Skamlingsbanke Højskole og Roskilde Højskole.
I samarbejde med forstanderparret på Rønshoved Højskole tilbydes et ugeophold på højskolen. Overskriften er Grænseland på kryds og tværs – stjernestunder i det sønderjyske.

Sensommeren er over os, og naturens farver er i fuldt flor. Det er tid til at komme på sensommerhøjskole i Sønderjylland. Vi skal hver morgen gå ture på den kystnære og smukke sti langs med Flensborg Fjord, synge flaget op, høre spændende foredrag og ikke mindst være i fodsporene på to spændende sønderjyske kultur­personligheder: Den store nationalromantiske maler Eckersberg og den alsisk fødte Herman Bang.

Foredragene indeholder:

- Sønderjyllands mentalitetshistorie
- Stjernestunder med sang og musik, bål på højskolens egen strand og årstidens viser
- Sønderjyllands særegne kultur og historie
- Om Eckersberg – Danmarks guldaldermaler, opvokset på Sundeved i Blans
- Fortælling/skuespil om Herman Bangs Caja
- Om grundtvigske grundbegreber
- Studiekredse i: Livsanskuelsesdebatter, vandringer langs Flensborg Fjord samt højskolesang og musikhistorie

Udflugter:

- Als, præstegården i Asserballe – Herman Bangs fødehjem, brudgomsegene i Nørreskoven
- Sydslesvig, udvalgte udstillinger på Gottorp Slot og den historiske Dannevirkevold
- Havnbjerg Kirke med den kendte altertavle af Eckersberg
- Smuttur til Hærvejen, Urnehoved Tingsted og Bommerlund Plantage

I første omgang er vi blevet lovet plads til 81 personer, men vi håber på lidt flere, når invitation udsendes omkring begyndelsen af december. Pris: 4.300 kr. pr. person i dobbeltværelse med eget bad og 4.100 kr. pr. person i enkeltværelse med håndvask og bad/toilet på gangen.