Lisbeth Smedegaard - 27/11 kl. 19:00
Det begyndte med jomfru Sørensen
Odense Fagskole

     
 

Med udgangspunkt i sin egen slægts kvinder fortæller Lisbeth Smedegaard Andersen om kvindernes historie, som den har udspillet sig fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor synet på kvinden og kvinderollen langsomt ændrede sig i takt med samfundsudviklingen. Kvinderne sættes ind i en bredere, samfundsmæssig sammenhæng, så der danner sig et tidsbillede af kvindernes Danmark set fra en fattig familie i Nordjylland til en velstillet borgerfamilie i København.

Lisbeth Smedegaard Andersen er cand.theol. et art. Hun har i to omgange studeret teologi i henholdsvis Washington og New York. Fra 1980 – 90 var hun sognepræst i Risskov og i perioden 1990 – 96 ved Holmens Kirke.
Udover en række bøger om kristne motiver i billedkunsten, har hun også skrevet bøger om formidlingen af kristendom i nyere prædikener og salmedigtning. Flere digtsamlinger er det også blevet til. Og så alle salmerne, hvoraf syv er kommet med i den nye salmebog.

I 2010 slog Lisbeth Smedegaard Andersen for alvor igennem på den bredere, folkelige scene med den meget anmelderroste ”Skrædderen”. Og i 2012 ”Det begyndte med jomfru Sørensen” hvor der fortælles om kvindeskæbner gennem 200 år, helt almindelige menneskers liv og færden, krydret med glimt fra mere kendte kvindeskæbner indenfor kunstens verden.