Lisbeth Lunde Lauridsen - 13/1 kl. 19:00
Aldrig spørge, om det nytter,
bare, om det er sandt
Odense Fagskole

     
 

Med dette citat af Kaj Munk som overskrift for aftenen, vil vi markere 70-året for drabet på en af vores markante skikkelser i det 20. århundrede: Dramatikeren, præsten, samfundsdebattøren og et nationalt samlingsmærke - Kaj Munk (1898-1944).

Lisbeth Lunde Lauridsen, der er ansat af Ringkøbing-Skjern Museum som daglig leder af Kaj Munks Præstegård, vil fortælle. Og det vil hun gøre på lige præcis Kaj Munks egen fødselsdag – den 13. januar.
Der vil blive fortalt om digterpræstens alsidige liv og virke - fra opvæksten på Lolland og arven, som han tog med derfra. Den arv der blev kernen i den mand, præst og dramatiker, vi senere møder i Vedersø i Vestjylland. Skønt Kaj Munk kom til at virke i en af landets mest fjerne egne, blev hans betydning stor både i og uden for Vedersø, og selvom vi kender ham både som præst, journalist, naturmenneske, dramatiker og samfundsdebattør, sættes det hele i perspektiv gennem hans modstandskamp. Kaj Munk blev offer for et clearingsmord, og skønt man tog hans liv, er han stadig aktuel og afkræver os refleksion og stillingtagen. Det er netop et af formålene med Kaj Munk Formidlingscenteret i præstegården i dag.