Virksomhedsbesøg - 22/5 kl. 19:00
MedCom - Sundhedsvæsenets infrastruktur

MedCom, Forskerparken 10, 5230 Odense M.

     
 

Hvad var DSB og Arriva værd som tog- og rejseoperatør, hvis der ikke var et skinnenet eller ens sporbredde i Danmark. Ingenting! - og det skyldes Banestyrelsen.

Ved nærværende virksomhedsbesøg vil det fremgå, at MedCom agerer på samme måde i den danske sundheds-IT verden. Næsten al elektronisk kommunikation mellem sundhedsvæsenets parter foregår via IT-netværk og standarder, som MedCom har fastlagt og driver i samarbejde med sundhedsvæsenets parter: hospitaler, apoteker, praksis- og speciallæger, terapeuter, kommuner og flere andre parter.

MedCom er således en fællesoffentlig projektorganisation, som finansieres af Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.
Gode eksempler på digitalisering af sundhedsvæsenets kommunikation, som MedCom har stået for er disse:

 
 
  • Digitalisering af recepter, henvisninger, laboratorieresultater, udskrivningsbreve m.m.

  • Telemedicinske løsninger (teletolkning, videokonference, telemedicinsk sårvurdering)

  • E-Journal (udveksling af journaldata på tværs af sygehuse og med adgang for borgere)

  • Digitalisering af samarbejdet mellem sygehuse og kommuner med bl.a. varslinger og genoptræningsplaner

 
 

Denne aften vil Centerchef Henrik Bjerregaard Jensen og Seniorkonsulent Jens Rahbek Nørgaard fortælle om de spændende aktiviteter, som MedCom har stået for i snart 20 år samt om de resultater, der er opnået. Se flere oplysninger på www.medcom.dk 

Tilmelding foretages fra mandag d. 7. april kl. 15.30 til fredag d. 11. april 2014 til Helen Jensen på mail hej4@dsa-net.dk tlf. 6617 3993.