Klaver og Sang - 11/1 kl. 14:00-17:00
Nytårskur og Matiné
Den Fynske Opera
Dørene åbnes kl. 13:30

     
 

Vi skyder det nye år i gang med dejlig sang og musik i Den Fynske Opera, hvor Hanne Bramsen Buhl og Jesper Buhl vil spille, synge og underholde.

Vi mødes kl. 14 i Foyeren i operaen, hvor vi kan hilse på hinanden og hvor samtalen vil kunne gå frit på kryds og tværs i en lille times tid. I Operabaren kan der købes kaffe, drikkevarer mm.
Kl. 15 vil Hanne og Jesper gå på scenen i salen og underholde med velvalgte udsnit fra deres store repertoire – det kan kun blive en fin eftermiddag.

Hanne Bramsen Buhl er pianist, uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium. Disse uddannelser er suppleret med flerårige studier i Paris og London og hun har skrevet 3 klaverbøger. Hanne er medstifter af og pianist i Ensemble Fyn, som i 2002 blev kåret til Fyns Amts Musiknavn. Hanne er i dag lektor på Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole.

Jesper Buhl har med sin fine, dybe barytonstemme sunget på en række operahuse i ind – og udland i ca. 15 år, inden han i 2007 blev chef for Den Fynske Opera. Jesper har sunget ca. 40 hovedpartier i diverse operaer og er den sanger, der har sunget Peter Maxwell Davies ”Eight Songs For A Mad King” flest gange i verden. Jesper har også sunget ca. 500 skolekoncerter både med symfoniorkestre og med Hanne.

Tilmelding kan foretages fra tirsdag den 2. december 2014 kl. 9.
Mail: kasserer@oh-odense.dk eller telefon: 6612 2636

Deltagerantallet er begrænset til 180 personer. For at deltage skal man være medlem af Odense Højskoleforening. Dørene åbnes kl. 13.30.