Adventsmøde - 3/12 kl. 19:00
Jul under fremmede himmelstrøg

Odense Fagskole

     
 

Foreningens adventsmøde 2015 bliver holdt af Marianne Hougaard Larsen og Jesper Hougaard Larsen som fra 2002-2004 arbejdede ved den danske kirke i Los Angeles som præst og leder af den danske sprogskole og var bryllupskoordinator.

Ved den danske kirke holdes mange traditioner i live, og ved advents- og juletid spiller den danske kirke og kulturcenter en væsentlig rolle for mange danskere og efterkommere af danske i Sydcalifornien ved luciafejring, julefest, julemarked og julegudstjenester (på dansk og engelsk). Også den ”danske” by Solvang danner rammen om en dansk gudstjeneste lillejuleaften. Ud over et indblik i julefejringen i den danske kirke i Los Angeles, vil blikket også blive vendt mod Danmark: Hvordan holder nydanskere her i landet fast i deres traditioner under fremmede himmelstrøg.

Marianne har tidligere været sogne- og sygehuspræst på Als. Gennem 12 år seminarielærer på Den frie Lærerskole i Ollerup, landssekretær i Kirkens Korshær og siden 2008 leder i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense samt præst for engelsktalende.

Jesper har en fortid som døvepræst, sognepræst i Svendborg og siden 2007 leder i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense samt præst for flygtninge og indvandrere.