Martin Breum - 2/3 kl. 19:00
Balladen om Grønland
Sct. Knuds Gymnasium

     
 

Den politiske leder i Grønland, Aleqa Hammond, har sat et klart mål: ”Jeg håber, at Grønland bliver uafhængigt i min levetid”. Trangen til selvstændighed og frihed får stadig nye udtryk. Udsigten til store gevinster på uran, zink, jern, sjældne jordarter, olie og gas er tillokkende. Grønlands løsrivelse vil i givet fald være den største omvæltning af Danmarks geografi siden 1864.

Er vi ved at skrive rigsfællesskabets sidste kapitel – eller findes der andre muligheder? Kongefamiliens nære forbindelse til Grønland afspejler en dybere national forbundethed. Tusinder af danskere og grønlændere er i slægt med hinanden; andre tusinder af danskere har arbejdet i Grønland og en femtedel af alle grønlændere bor i Danmark.

Journalist og forfatter Martin Breum, vel mest kendt som studievært på DR2´s Deadline indtil 2014, vil med dette foredrag sætte rigsfællesskabets aktuelle udfordringer i relief. Med billeder og fortællinger fra sine seneste rejser til Grønland – og Nordpolen! – vil han pege dilemmaerne ud. Martin Breum hører til Danmarks førende iagttagere af forholdet mellem Danmark og Grønland. Hans bog ”Når isen forsvinder – Danmark som stormagt i Arktis, Grønlands rigdomme og kampen om Nordpolen” (Gyldendal) vandt Dansk Forfatterforenings pris for bedste fagbog. Derudover har han produceret TV-dokumentarer og deltaget i ekspeditioner.